unold.dk‎ > ‎Peter‎ > ‎Paddling‎ > ‎Articles‎ > ‎

HBB2000

Her er beretningen fra min blå bånd roning i sommeren 2000. Jeg har ikke forsøgt at lave en egentlig kystbeskrivelse, idet en sådan allerede findes her: www.kanotguiden.com. Hvis nogen skulle være yderligere interesseret i det blå bånd, kan jeg anbefale Bengt Larssons bog "Från Svinesund til Happaranda i havskajak".

Nu hvor jeg nogle år efter, forbereder teksten til html, kan jeg ikke dy mig for at tilføje et par ekstra kommentarer. Der er et par ting jeg er blevet klogere på, siden jeg skrev den oprindelige tekst. Disse kommentarer er skrevet i kursiv.
Turen var generelt præget af at jeg var begynder. Jeg havde ved starten i Oslo endnu ikke roet kajak i to år og jeg havde blot en enkelt langtur bag mig.
Mit udstyr var af blandet kvalitet. Kajakken, en Francesconi Esplora, var glimrende. Omvendt var den 240cm lange plastic Prijon pagaj forfærdelig. Det vidste jeg heldigvis ikke noget om!

Turen startede i Frederikshavn den 28. maj, hvorfra jeg skulle med færgen til Oslo. Stena-Line var flinke og tillod at min kajak blev kørt helt ind på vogndækket, før bilerne kørte ombord. Meget behageligt, eftersom jeg ikke har nogen kajakvogn. Jeg fulgte Niels Asbechs råd, og betalte en cykel-billet for kajakkens overfart.

I Oslo havde jeg allieret mig med en norsk kammerat, som hjalp mig med at bære kajakken til en lille bro nedenfor Akershus. En tung oplevelse - en mini-kajakvogn havde været praktisk. Ud på aftenen kunne jeg ro ud til en lille ø i fjorden, halvvejs mellem Oslo og Nesodden. Udsigt mod Oslo i solnedgang.

Næste dag roede jeg med en frisk nordlig vind i ryggen, langs fjordens østlige bred mod syd. Specielt denne side af fjorden er meget tæt bebygget, uden oplagte steder til et telt. Ud på eftermiddagen hørte den tætte bebyggelse op, mens kysten blev lavere. Da jeg havde slået lejr, kom en nordmand forbi. Det viste sig at han selv var kajakroer, og havde roet gennem Götekanalen, og vha. diverse elve kommet ud gennem Svinesund.

Dagen efter gik turen til Moss, hvor jeg fandt vand i lystbådehavnen. På resten af turen, hentede jeg næsten udelukkende drikkevand i lystbådehavne. Kun en 4-5 gange hentede jeg vand på camping-pladser og en enkelt gang fra en benzin-tank. Jeg fik ikke behov for at bede om vand undervejs hos private(selvom jeg uopfordret fik vand af flinke Svenskere et par gange). Da turen startede medbragte jeg 7 liter vand og da turen sluttede roede jeg rundt med 13-14 liter.

Senere på dagen stødte jeg på skærgård for første gang. Her viste min sort-hvide fotokopi af et cyklistkort i målestoksforholdet 1:700000, at være fuldstændig utilstrækkelig. Kun to waypoints på min GPS og kompasset forhindrede mig i helt at fare vild. Før turen havde jeg i min naivitet troet, at det blot var et spørgsmål om at følge Norges kyst ca. 125km, før jeg kom til Sverige og Svinesund. Den dag blev jeg meget klogere. Aldrig mere skærgårds-roning uden gode kort. Slog lejr på en flad klippeø. Jeg medbragte ikke noget telt, men derimod en bivuakpose. Denne kan sættes op uden pløkker og kræver blot to kvadratmeter fladt terræn.

Selvom jeg elsker at være minimalist, ville jeg i dag på så lang en tur, tage et telt med i stedet.

Næste morgen slap jeg ud af ø-labyrinten syd for Frederiksstad og nåede snart det nordvestligste hjørne af mit først Sverigeskort. Jeg medbragte 33 kort fra den svenske blå kortserie, målestoksforhold 1:100000. Den investering fortrød jeg aldrig. Rent navigationsmæssigt synes jeg, at kort i den målestok tilstrækkelige, også i tæt skårgård. Men man skal gøre sig klart, at uden søkort vil man altid i nogen grad ro i blinde. Fugle- og sælreservater samt militære øvelsesområder er afmærket på de svenske topografiske kort. Men områder med sejlads-forbud pgra. miner (ikke armeret i fredstid), ammunitions-lossepladser etc. ved man intet om.

Hvad jeg ikke skrev, var at kortene blev slemt medtaget af turen. Jeg har erfaring med tre forskellige kortlommer(Ortlieb, Sealline, Noname) og ingen af dem har været gode. Min Sealline lomme har været den mindst ringe.
Det eneste der virker godt, er at få kortene lamineret. Det koster 12kr i min lokale kopibutik for laminering af kort i A3 format. Man kan naturligvis ha' kort på både forsiden og bagsiden. Omvendt er det ikke realistisk at laminere så mange og store kort.

Efter således at have nået det først Sverige-kort, blæste jeg ind i Svinesund, og hen til broen, som markerer starten på det blå bånd. Vestenvinden var blevet meget frisk, så jeg slog lejr på en lille ø, ved mundingen af Sundet. På det tidspunkt havde jeg rigtig meget respekt for roning langs de lodrette klippevægge. Syd for Svinesund ligger Halle-Vagnaren, en 120m høj klippevæg, hvilket lød skræmmende. Med tiden fik jeg et mere afslappet forhold til roning langs klippekyst. Langs Halle-Vagnaren var der for eksempel fine landingsmuligheder for hver 25'ende meter. Og sådan var det de fleste steder. Først i nordøst Sverige i det sydlige Norrland, var kysten mindre tilforladelig.

Nu kunne den egentlige tur begynde. Med en meget frisk vestenvind, valgte jeg en så indenskærs kurs som muligt. Ruten blev lidt længere, til gengæld føltes det nærmest som roede man i et kanal-system. Jeg overvejede et par gange at smage på vandet, for at se om det stadigvæk var salt. En gang imellem blev skårgården lidt mere åben, og man kunne svagt ane den ydre skærgård, hvor Skagerraks bølger tordnede imod klipperne. Grøn som jeg var i denne form for roning, havde jeg det fint indenskærs.

Længere sydpå mødte jeg en flok kajakroere, der gjorde sig det mageligt på klipperne. De var meget flinke og gav mig råd om ruten sydpå. Specielt skulle jeg passe på ved Tjurpannan, hvor der altid var store bølger. I tiltagende vind fortsatte jeg sydpå og slog lejr på Hällsö, kun 3 km nord for den omtalte Tjurpannan.

Næste dag rasede der en kuling i Skagerak, SMHI det svenske udgave af DMI, meldte om 15m/s ved Väderöerne. så jeg tog en fridag. På Svensk P1 sendes der farvandsudsigter - Sjöväderrapport, fem gange dagligt. SMHI udgiver et lille hæfte kaldet Väderkortet, som angiver sende- tidspunkter for både de nationale og lokale vejrmeldinger.

Desværre fik jeg først fat i hæftet, en uge før jeg nåede Happaranda. Det er ellers god beskæftigelsesterapi, at lytte til samtlige lokale, regionale og nationale land og sø-rapporter, i håb om en bedring i vejret.

Dagen efter var der 8m/s fra V/NV. Det snød nu, for dønningerne fra gårsdagens blæsevejr havde endnu ikke lagt sig. Det som gør Tjurpannan speciel, er at der ikke er nogen beskyttende skærgård foran. Men bortset herfra, er stedet hverken værre eller bedre end andre steder. Under alle omstændigheder fik begrebet refleksbølger en hel ny dimension den dag. Længere sydpå, var der endnu et ubeskyttet stykke. Sidst på eftermiddagen meldte Väderöerne 12m/s fra SV.

Næste aftenen efter jeg havde slået lejr op på en lille ø, fik jeg besøg af en ko-familie. Da tyren insisterede på at ville æde det græs, som var under min bivuak, valgte jeg at fortrække til et lille klippeskær lidt derfra. Ko-familien fik et godt grin, mens jeg fik min nattero. Næste morgen opdagede jeg, at der på klippen var indridset navne på sømand og skibe fra 18-hundredetallet. For øvrigt er det kendetegnende for den Hallandske kyst, at der gik kvæg løs langs kysten.

Højdepunktet på vestkysten var den flotte Marstrand. At ro mod øen med fæstningen på toppen, var som taget ud af 'Tintin og den sorte ø'. Samme dag passerede jeg Gøteborg. Havnen her var virkelig både stor og trafikeret. Til gengæld var sejlrenden smal på et enkelt sted, så det gik alligevel. Havnens store bagbords sideafmærkning står på en lille klippeø. Fint sted at afvente fri bane for passage. Blå bånd juryen var overrasket over, at jeg havde gået så langt ind i havnen. Der er tilsyneladende et bedre sted at krydse sejlruten længere ude.

Jeg burde naturligvis ha' haft et søkort med. I 2002 roede jeg forbi Gøteborg igen og her gik det meget nemmere.

Slog lejr på en klippe lige syd for Gøteborg. I samme øjeblik jeg lynede bivuakken til, kom en flok kajakroere roende forbi på aftentur(jeg gik i seng kl 21). De syntes at det var vældig morsom at en dansker sov her. Men ønskede mig både god tur og god nat.

Omkring Varberg forsvandt klippekysten, og blev erstattet af en mere hjemlig stenet kyst. Denne kysttype viste sig at være den mest udbredte langs hele den Svenske kyst. Blæste inde endnu en dag ved Falkenberg, men fik til gengæld lejlighed til at kikke lidt nærmere på en Svensk by.

Rundede Kullen en dag med høj solskin og vind fra SV. Dermed lå jeg i læ langs hele den nordlige kyst. Det var nok den umiddelbart flotteste naturoplevelse på hele turen. Videre ned til Höganæs, hvor jeg slog lejr lidt nord for havnen.

Videre forbi Helsingborg havn. Føj for en færgetrafik. En anden gang, vil jeg prøve at komme forbi før færgerne begynder om morgenen. Efter bassinet med færgerne, følger en 3km lang lodret betonmur. Nåede godt træt til lystbådehavnen, hvor jeg belønnede mig selv med en middag på restaurant Ankeret. SMHI lovede hård vind fra S/SV til dagen efter, så jeg besluttede mig til at forsøge også at få Malmø havn overstået - turens sidste ubehagelige havn. Efter en lang dags roning, i bedre og bedre vejr, var Malmø's havn og flyvebådene bag mig. Slog lejr i Malmø tæt på den nye bro. Turens længste etape med 85km. Jeg var nabo til den svenske lejr med deltagere til broløbet den næste dag. Da var der gået to uger siden Oslo.

Færgerne mellem Helsingør og Helsingborg sejler døgnet rundt. Jeg har efterfølgende roet forbi Helsingør havn fire gange, og denne er absolut mere behagelig end Helsingborg.

Videre i blæsevejr ned til Falsterbo kanalen. Efter et par dejlige kilometer i læ inde i kanalen, var jeg pludselig i Østersøen. Skånes sydlige-kyst er lav, stenet og ubeskyttet. Når vinden er i sydvest betyder det store bølger fra Tyskland. Brændingen var omvendt ikke slem. Slog lejr i udkanten af en golfbane lidt vest for Trelleborg. Da meldte SMHI 12m/s fra SV ved Falsterbo.

Var turist i Trelleborg en halv dag og besøgte Sveriges sydligste odde Smygehuk. Da jeg dagen efter ville fylde vand op i en lille havn, var jeg pludselig omgivet af turistbusser. Uden at vide det, var jeg landet ved Skånes største turist-attraktion Ales stena. Sveriges største skibssætning oppe på en høj klint.

Endelig rundede jeg Sveriges sydøstligste punkt, og kunne nu begynde at gå mod nord. Her er der en bred fin sandstrand - en behagelig udgave af den jyske vestkyst.

Omkring Kivik ventede jeg det meste af en dag på, at en militær skydeøvelse skulle blive færdig. Når man passerer militære skydeområder, gør man klogt i at ro tæt på kysten. Hvis der er hejst et rødt flag, betyder det at området er i brug. Så må man spørge vagtposten, hvornår de er færdige. Ofte vil der være en oversigt over planlagte øvelser i den nærmeste havn. Når jeg spurgte sejlere, om det lokale skydeområde, var svaret ofte, at området kun blev brugt i vinter-halvåret.

Bemærk forskellen på 'skjutområde' og 'skyddsområde'. Et skjutområde er naturligvis et skydeområde mens et militært 'skyddsområde' er et generelt militært område. Før i tiden var det ulovligt for udenlandske statsborgere et opholde sig i skyddsområderne, men denne lov blev ophævet i 1997.

Nord for Åhus bliver der stenet og lavvandet langt ud fra kysten. Sikke mange sten de har i Sverige. Nu fulgte dage med regn og modvind, hvilket passede meget godt til den kedelige kyst. Omkring Karlskrona blev vejret dog flot, hvilket netop også passer til den by.

Den 22'ende kom jeg til Oskarhamn. Her starter Sveriges bedste og flotteste skærgård. De næste 100km til omkring Nyköping, er et rent ø-paradis. Øerne ligger så tæt, at jeg ofte holdt mig til sejlrenden. Strækningen blev alt for hurtigt overstået. Det er en af ulemperne ved at sætte sig for at ro en lang tur - man føler aldrig at man har tid til at blive og udforske et interessant sted. Konstant drives man videre og videre.

I området syd for Stockholm, findes mange skyde-felter og generelle militære områder. En del af dem er ikke markeret på kortet, men skiltene med adgangsforbud er ikke til at tage fejl af.

Den 28'ende, præcis en måned efter starten i Oslo nåede jeg Stockholm. Jeg havde besluttet mig for en afstikker, for at få hovedstaden med. I flot vejr roede jeg ind i Stockholm's havn, og hen til Gamla Stan. Her var trafikken tæt, med Finlands-færger, vandbusser og siteseeings- både overalt. Min forfængelighed blev tilfredsstillet den dag. Hver gang jeg kikkede op på havnepromenaden, blev jeg fotograferet eller filmet af en turist.

Ud på eftermiddagen var det tid til at komme bag om slusen, og ind i søerne. Jeg roede til Hammerby slusen og ind i slusekammeret. En oprørt slusemester kom løbende og sagde en masse på svensk. Meningen var ikke til at tage fejl af - han ville ha' mig ud af slusen. Da jeg undskyldte og gjorde anstalt til at ro ud, blødte han totalt op. "Ah fra Danmark! ... etc etc". Det viste sig at Hammerby slusen er forbeholdt store skibe, mens der er en anden sluse til små både. Men siden jeg nu var kommet ind, ville han gøre en undtagelse. Da jeg to dage senere skulle ud igen, tog jeg naturligvis den rigtige sluse. Normalt koster det 150SEK, men den flinke slusemester ville ikke ha' penge. De er nu jätte flinke de Svenskere.

Slog lejr på Längholmen, der var ikke så mange andre steder. Næste dag roede jeg ind til kajakbutikken Svima-sport. De lovede at holde øje med min kajak, mens jeg tog mig en fridag og kikkede på byen. Da jeg ved 22 tiden vendte tilbage sammen med en kammerat, var der ingen kajak men derimod en seddel. Svima-folkene havde låst kajakken inde, og efterladt et telefon-nummer jeg kunne ringe til. Vi ringede og snart kom der en Svima-mand og lukkede os ind. Vi blev budt på kaffe og der blev snakket kajak til ud på natten. Jeg rullede bivuakken ud bagved Svima.

Nu brændte jeg efter at komme videre. Lige så meget som jeg havde glædet mig til Stockholm, længtes jeg nu efter at komme ind i padle rytmen igen. På en typiske dag vågnede jeg automatisk kl 5.50. Ventede på Sjøväder rapporten kl 5.55. En time efter havde jeg overstået morgenrutinen, og kunne ro af sted. Kl 11 spiste jeg frokost - rugbrød med spegepølse. Eftersom rejsen skred frem, indtog jeg oftere og oftere frokosten i kajakken. Ved 17 tiden begyndte jeg at kikke efter en lejrplads og kl 21 sov jeg.

Efter Stockholm fik jeg dårligt vejr. Hele tiden vind fra nord og øst. Det havde jeg ikke regnet med hjemmefra. Der havde jeg troet, at når jeg blot kom om på den svenske østkyst, ville jeg have vind fra vest og sydvest som i Danmark. Men ved at spørge de lokale sejlere, fandt jeg snart ud af at dette ikke passede. Jeg lærte at jo længere mod nord man kommer, jo mere fremherskende er østenvinden. Hvorvidt den megen vind fra nord også er normalt, fik jeg ikke noget entydigt svar på.

Senere har jeg fundet svenske Björn Thomassons suveræne kajakside, der omtaler dette emne. Se afsnittet om 'Använda/Meteorologi/Lågtryck och fronter'.

I Gävle fællede en iøvrigt flink sejler dommen: På de her kanter er vinden som oftest i øst og nord, og desuden er kysten lav og stenet. Til gengæld, jo længere mod nord man kommer, jo mere "trevlige" er folk. Det kom til at holde stik.

Et par dage med godt vejr fik jeg heldigvis også. Dagen hvor jeg skulle uden om den meget specielle og udsatte halvø Hornslandet, havde jeg det hidtil bedste vejr på turen.

Den 14. Juli nåede jeg Höga-kysten, i det sydlige Norrland. Nu gik det for alvor ned af bakke med vejret. De oversvømmelser Sverige led under i sommeren 2000, forekom netop i det sydlige Norrland midt i Juli. Landet som helhed fik nedbørsrekord denne sommer. Det regnede og blæste konstant. Samtidigt havde man varme-rekord på Kola-halvøen og Happaranda kun dag efter dag rapportere dagens højste Svenske temperatur. Når den varme luft blæste ned over det kolde Bottenhav, blev der dannet tæt tåge, som dag efter dag lå over området. Jeg blæste inde i 3 dage forskellige steder på Högakysten.

Jeg nærmede mig nu Happaranda, men mine trængsler(og fornøjelser) var ikke helt forbi. Den 24'ende forlod jeg Bjuröklubb, og roede i tæt tåge til Bureå for at købe mad. Her traf jeg en sejler, der tilbød mig logi i sejlklubben. Jeg var fristet eftersom SMHI havde bebudet kuling. Men endnu var vinden kun frisk, og klokken var ikke så mange. Så fik sejleren mine kort og indtegnede steder hvor jeg kunne søge ly.

En time senere, ud for Skeleftehamn var vinden for stærk. Jeg søgte ud mod den lille ø Gåsören, hvilket sejleren havde anbefalet. Det vidste sig at de fleste bygninger på øen, tilhørte Svensk Krydser forening. Deres klubhus var aflåst, hvorimod en lille hytte indeholdende deres sauna var åben. Der gik ikke mange minutter før jeg havde lagt beslag på hytten. Det endte med at blive ganske hyggeligt deroppe på Gåsören. Mens vinden susede og regnen silede fik jeg tændt op i ovnen og spredt vådt rotøj ud over rummet. Efter 7 uger, kunne jeg endelig overnatte uden for bivuakposen.

Næste dag skinnede solen, mens en hård østlig kuling rasede. Ved middagstid så jeg lodsen gå ud fra Skeleftehamn. Det gik godt så længe han var i læ af Gåsören. Men da han rundede øens sydlige odde, blev det lille skib nærmest begravet i bølger og han vendte om. Jeg skulle ingen steder den dag.

Om aftenen fik jeg besøg inde fra Skeleftehamn af to både, som ligesom mig strandede på øen. Det endte med at blive en hyggelig aften med grillmad og højt svensk musik. Fik endda smagt snus.

Dagen efter havde vinden taget noget af, mens de store dønninger fortsat rullede ind mod den åbne kyst. Jeg væbnede mig med tålmodighed, og ventede endnu en dag. Men den norrlanske gæstfrihed fornægtede sig heller ikke denne dag. Om aftenen blev jeg indbudt til smöregås og kaffe. Ja jeg fik endda en pose tørret renkød, som jeg skulle spise de sidste dage mod Happaranda. Sejleren i Gävle havde ret - de er flinke oppe i Norrland.

Dagen efter havde vinden lagt sig. Med høj solskin og en blid søbrise i ryggen roede jeg i de næste tre dage til Happaranda. Turen gennem Sveriges nordligste skærgård gik alt for hurtig. Øerne er lave med blandet birke og fyrskov. Samtidigt er der mange fine hvide sandstrande.

Da jeg nåede Happaranda, fandt jeg med lidt besvær grænsesten 59, og foretog den reglementerede håndspålæggelse.

Her slutter historien. Jeg ankom til Happaranda lørdag eftermiddag d. 29'ende Juli. Mandag morgen tog jeg bussen til Luleå og hentede en udlejningsbil. Bilen havde jeg allerede bestilt tre uger før ankomsten. Kørte tilbage til Happaranda og hentede kajakken. To dage senere nåede jeg Malmö, afleverede bilen (2515SEK for 48 timer) og blev selv afhentet. Ganske passende sagde Sverige farvel med en kraftig regnbyge.

Epilog: I Oktober måned tog jeg til Stockholm og mødtes med Jim Danielsson og en indkaldt jury. De gennemgik mine kort og logbog, hvorefter jeg fik det blå bånd. Det blev en meget hyggelig aften, og et godt punktum på turen.


Comments